At byde et nyt lille menneske velkommen til verden er en kæmpestor ting – og derfor anledning til masser af tanker og overvejelser.

De fleste kommende mødre vil gerne være så forberedte som muligt, så vejen er banet for en fin oplevelse. For både du og jeg ved, at en fødsel og en lille ny bringer mange uforudsete ting med sig. Så ja, det er en rigtig god idé at forberede sig så godt som muligt. Det giver dig ro og muligheden for at fokusere på de ting, der kræver dine ressourcer.

Vil du bedst muligt fra start?

Så læs med her og få den forkromede pakkeliste til din fødsel samt tips til, hvordan du bedst muligt forbereder dig til den store dag!
 

Tal med eksperterne inden din fødsel

Det er altid en god idé at tale med nogen, der ved noget om det, du skal til at opleve: Fødslen af et barn.

På den måde bliver du så forberedt som muligt, både i forhold til, hvad du skal have med på hospitalet og i forhold til, hvordan du ellers ruster dig bedst til den store oplevelse, du går i møde.

Så tag en snak med eksperterne.

Og hvem er det så? 

Først og fremmest er det de af dine venner og familie, der har oplevet en fødsel tidligere. En snak med en nær ven giver dig muligheden for at stille alle dine spørgsmål (også de “dumme”) i et fortroligt rum. Det er en god vej til, at du føler dig tryg og forberedt på din kommende fødsel.

Mange foretrækker også at tale med fagfolk fra hospitalet, de skal føde på. Faktisk kan du på flere hospitalers hjemmesider finde information om, hvordan du forbereder dig bedst til turen på hospitalet. Og du vil blive overrasket over, at det faktisk er forskelligt, hvad de skriver, du skal medbringe. Så det er helt klart en god idé at tjekke ud.

Ud over at indsamle guldkorn fra eksperterne, er det også en god idé at mødes med andre gravide og høre deres tanker omkring den kommende fødsel. Det kan være til gravidyoga, i chatfora for gravide på nettet eller til andre aktiviteter, der primært er for gravide. Her vil du opleve, at du ikke er alene med dine tanker. Og du vil helt sikkert også gå derfra med masser af gode råd til, hvad du skal have med på hospitalet og meget andet.

Husk: En hver fødsel og oplevelse er forskellig. Så tjek din egen mavefornemmelse, før du tager alle anbefalinger til dig!
 

Hospitalstasken – et absolut MUST!

Du ved det nok godt: En af de bedste måder, du kan forberede dig til din tur på hospitalet er at få pakket tasken til din fødsel.

Tasken der bare ikke må mangle noget, når det hele går i gang.

Men hvornår går “det hele” i gang?

Tja, allerede her kan du sige velkommen til en af de ting, du ikke kan forudse! For hvem ved, hvornår din lille guldklump vælger sin ankomst? Selv med et planlagt kejsersnit kan du opleve, at dit barn vil ud før tid.

Derfor anbefaler jeg, at du får pakket så meget som muligt i hospitalstasken, inden du er i 35. uge. De ting du mangler, kan du skrive på en seddel, som du lægger ovenpå tasken. Så ved du hurtigt, hvilke ting, du ikke har fået pakket, fordi du f.eks. stadig bruger dem eller ikke har fået dem købt. Smart ik’?

Bonustip: Lad din partner få ansvaret for at pakke de sidste ting til hospitalstasken, når det er tid til at komme af sted. Du har nok af ting i hovedet på det tidspunkt – så her er en hjælpende hånd guld værd! Og lur mig om ikke din kære vil elske at kunne gøre sig nyttig i en tid som denne?
 

Og så til den store pakkeliste til din fødsel…

Den er ikke til at komme udenom – og den er en kæmpestor hjælp.

Med en liste over de ting, du skal pakke i tasken til din fødsel, tager du alle de ting, du skal huske ud af dit hoved og ned på papiret. Det giver dig frihed til at tænke på andre og langt vigtigere ting.

Så værsgo: Her er listen over ting, du skal huske at putte i hospitalstasken:

[Spoiler alert: Det overrasker dig nok ikke, at jeg synes, Lulla er selvskrevet på listen ?]
 

Til forældrene:

  • Vandrejournal, fødeplan og evt. andre vigtige dokumenter
  • Sundhedskort
  • Din egen playliste til fødslen (undersøg evt. hvilken afspiller, der er til rådighed eller medbring din egen)
  • Læbepomade (tro mig: det er et MUST!)
  • Vandflaske
  • Behageligt tøj til hjemturen
  • Badekåbe og pyjamas/nattøj
  • Undertøj og bind (tjek/spørg om det tilbydes på hospitalet)
  • Ammetøj og amme-bh
  • Ammeindlæg
  • Ammepude
  • Sokker og sutsko
  • Tandbørste og tandpasta
  • Vådservietter til ansigtet – eller et andet produkt til rensning af din hud
  • Hårbørste, shampoo og balsam
  • Andet kosmetik såsom deodorant og hårprodukter
  • Lanolin creme (kan bruges til både brystvorter og tør hud andre steder)
  • Mad og drikke der giver masser af energi (chokolade, frugt, kiks, juice etc.)
  • Massageolie (plus gode massagetips til din partner inden fødslen ?)
  • Telefon og oplader
  • Kamera og videooptager (hvis du ikke bruger din telefon)
  • Kontanter til slikautomat, parkering o. lign.
  • Læsestof (eller andet du kan lave, hvis fødslen trækker ud)
  • Badetøj til din partner (hvis I planlægger fødsel i badekar)
  • Yoga-bold/-roller (nogle hospitaler tilbyder dette i dag, så tjek/spørg inden)
  • Håndklæde (tjek/spørg om det tilbydes på hospitalet)
  • Hårbånd og/eller hårelastikker
  • Ekstra tøj til din partner
  • En rulle med blødt toiletpapir (hvis hospitalets er af den skrappere slags)

Til din baby:

  • Lulla doll (for ekstra tryghed til din baby ♡)

  • Bleer (tjek/spørg om det tilbydes på hospitalet)

  • Baby vådservietter

  • Stofbleer

  • Svøb eller tæppe

  • Natdragt

  • Babydyne + 2 sæt sengetøj

  • Tøj til baby under opholdet (bodystockings, bukser, heldragter, strømper – regn med 2 sæt per dag)

  • Hue

  • Tøj til hjemturen (tag vejr og transportform i betragtning her)

  • Autostol (hvis I skal hjem i bil)

  • Sutter (tjek/spørg på hospitalet, for nogle anbefaler, at du først introducerer en sut, når amning eller flaske kører)

  • Lift

Har du andre “must-bring” ting til listen? Eller har du gode tips til, hvordan man som kommende mor bliver så klar til fødslen som muligt? Del gerne dine erfaringer og tips i kommentarfeltet nedenfor!

Held og lykke med pakningen! ♡